Analoge prøver som svar på generativ AI?
Det virker så ligetil. Eleverne snyder til de digitale prøver. De kopierer fra nettet, og de får ChatGPT til at skrive deres tekster for dem.
Konklusion: Vi tager de digitale hjælpemidler fra dem og laver individuelle test og prøver med papir og blyant - eller det digitale alternativ med et skrivefelt, hvor der ikke kan bruges hjælpemidler.
![]() |
Lavet med AI i Copilot |
Men... Alle valg har konsekvenser, og har man mon tænkt dem helt igennem her?
Først vil jeg gerne slå fast: Jeg er ikke fuldstændig imod analoge prøver og lukkede skrivefelter. Som i anbefalingerne fra den ekspertgruppe, jeg var med i, er jeg helt med på, at der kan være delprøver, som tester nogle udvalgte grundfærdigheder i visse dele af nogle fag. Men hvis den type prøver kommer til at stå alene eller dominere fagets indhold, bliver jeg bekymret for både de unge og fagenes udvikling.
Der er også den pointe, at det ikke først og fremmest handler om at lave prøver, hvor det er umuligt at snyde, men det skal naturligvis heller ikke være alt for oplagt.
![]() |
Slide fra Peter Lützens oplæg d. 15/1 2025 i Slagelse |
En fair prøve?
Vi må også stille os selv det spørgsmål, om de nuværende skriftlige prøver er gode og fair. Det blev jeg ikke mindst bevidst om efter et oplæg af Peter Lützen (Nationalt Videnscenter for Læsning) den anden dag. Her kom der konkrete tal på, hvor forskelligt de samme skriftlige opgaver bliver vurderet af forskellige censorer. Der er eksempler på, at de samme opgaver bliver vurderet til både 4 og 12, og andre opgaver bliver vurderet til både 00 og 04. Sat på spidsen har systemet snydt eleverne i årevis - så måske skulle vi ikke se så skævt til, hvis nogle elever giver lidt igen den anden vej.
Dermed være sagt, at prøvesystemet ikke har været rigtigt velfungerende i mange år. At vi nu har alle bolde oppe i luften, ser jeg som en kærkommen lejlighed til at gøre noget ved en række prøver, som alligevel burde revurderes og ændres. (Det har jeg også formuleret lidt om med en anden vinkel i dette indlæg).
Prøverne styrer undervisningen
Mine bekymringer for flere analoge individuelle prøver som svar på kunstig intelligens går først og fremmest på, hvordan det kommer til at påvirke indholdet af undervisningen og undervisningsformen. Det er jo ikke en hemmelighed, at det, der prøves i, kommer til at fylde meget i undervisningen. Ikke mindst når karaktererne bliver mere og mere afgørende for eleverne. Jeg frygter, at flere individuelle analoge prøver vil påvirke didaktikken og undervisningen i en retning med mere udenadslære og gengivelse af viden. Igen skal det ikke lyde, som om paratviden ikke er vigtigt, men hvis den slags undervisning dominerer, er det et væsentligt skridt tilbage for skolen som helhed.
Det er heller ikke en hemmelighed, at jeg mener, at vi skal arbejde konstruktivt og målrettet med generativ kunstig intelligens i undervisningen. Det kommer vi først rigtigt til, når det bliver en del af prøveformerne. Det er helt essentielt for elevernes kritiske tilgang og digitale myndiggørelse, at generativ kunstig intelligens bliver et reelt redskab i elevernes skriveprocesser i skolen - for sådan vil det blive alle andre steder, de unge bruger deres skriftlighed.
Den skriftlige prøve må dø - og genopstå sammen med mundtligheden
Jeg ser den rene skriftlige prøve i folkeskolen som død. Man kan forsøge at holde dem i live med en masse regler, tekniske foranstaltninger eller papir og blyant, men det ser jeg ikke som holdbare løsninger. Det kan vi gøre med f.eks. retstavning som en delprøve, men ikke som vurdering af elevens danskfaglige formåen.
Vi skal have mere fokus på skriveprocesser og på at skrive, når det giver mening. Vi skal have det mundtlige element med i spil - også når det drejer sig om skriftlighed. Jeg er selv (udover at være dansklærer) også naturfagslærer og har i 5 år ført elever til den fællesfaglige naturfagsprøve. Det er ikke en perfekt prøveform, men den har store kvaliteter, som jeg mener, andre fag og prøver kan lære meget af.
Jeg forestiller mig en danskprøve, som ikke skiller mundtlighed og skriftlighed fra hinanden - og som derudover også åbner for endnu flere måder at udtrykke sig på. Hvis vi giver mulighed for, at lærer og censor kan have en samtale med eleverne om, hvorfor og hvordan forskellige produkter (herunder skriftlige) er blevet til, forestiller jeg mig en både bedre og mere fair prøveform.
Dyrt og bøvlet
![]() |
Slide om skrivning fra mit oplæg om AI |
Kommentarer
Send en kommentar