Der bliver sagt og skrevet meget om AI i undervisningen for tiden. De længe ventede anbefalinger fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har sat yderligere skub i debatten.
Dette indlæg skal ses som et lille opråb om at kigge lidt dybere bag argumenterne og overskrifterne. Og så er det (endnu) et forsøg på at forklare mine perspektiver.
Det er lettere at sælge budskaber, som er enkle, og som vækker genklang i den frygt, der – forståeligt nok – opstår, når man hører om al den snyd, der foregår med f.eks. ChatGPT.
Lidt firkantet sagt går debatten på, om vi skal forbyde os ud af problemerne, fordi man tror, at det er den eneste løsning, hvis vi skal bevare den gode læring – eller om vi skal inddrage generativ AI og dermed arbejde med, hvordan vi stiller opgaver og skaber nye prøveformer, der tager højde for AI.
Sandheden ligger jo, som så ofte, et sted midt imellem. Men vi står stadig over for et valg – og hvilken sti vi går ned ad, vil få helt grundlæggende konsekvenser. Det, jeg frygter mest, er, at den letforståelige skræmmeretorik vinder over den balancerede og nuancerede forståelse, som kræver væsentligt mere indsigt – og længere sætninger.
Bevægelsen mod en ansvarlig inddragelse er dog tydelig – og det er vigtigt. Men selvfølgelig er der også modstand.
Jeg har taget del i debatten i nogle år nu. I skoleåret 2023/2024 var jeg en del af ekspertgruppen, som rådgav Børne- og Undervisningsministeriet om prøveformer og AI. Jeg er med i flere netværk på tværs af uddannelsesinstitutioner og har for nylig deltaget i – og lyttet til – adskillige debatter på Folkemødet om netop dette emne.
Og nu hvor jeg er i gang med mit AI-CV: I dette skoleår har jeg optrådt på omkring 60 skoler og konferencer med emnet AI i skolen. Jeg samarbejder med flere kommuner om udrulningen af AI i skolerne. Næste skoleår bliver mindst lige så travlt.
Måske vigtigst af alt, har jeg arbejdet med med AI i praksis med mine elever på Marienhoffskolen.
Men der er jo også en markant anden bevægelse – ofte fra velmenende folk, som ikke har baggrund i uddannelse og læring. Flere kræver et fuldstændigt AI-frit klasserum, hvilket er forståeligt, når man ser skolen udefra. De hører, at elever snyder med AI, hvilket oplagt fører til mindre dygtige elever – og derfor virker et forbud som den eneste løsning.
Det er en vigtig debat, netop fordi konsekvenserne af et firkantet forbud potentielt er alvorlige. Derfor gør jeg mig umage med at forklare mig grundigt.
Hvis vi tror, vi kan forbyde os ud af problemerne, risikerer vi at bryde med grundlæggende danske skoleprincipper.
Lærer-elev-relationerne vil blive præget af mistillid. Tillid er en central del af den danske skoletradition, og den er allerede udfordret af den snydedagsorden, vi står i nu – og som et forbud kun vil forstærke.
Hvis AI helt forbydes, vil eleverne ikke opleve undervisningen som relevant og autentisk i sine arbejdsformer.
Hvis ikke skolen giver alle elever de nødvendige kompetencer til at bruge AI kritisk og konstruktivt, vil det øge uligheden i samfundet. De mest ressourcestærke skal nok lære at bruge AI – men hvad med resten?
Skolen må ikke undslå sig opgaven med at forberede de unge til et liv efter skolen. Vi er en uddannelsessektor og i et samfund, som netop nu ændres markant med AI. Det skal vi kunne forholde os kritisk til.
Dette indlæg skal ses som et lille opråb om at kigge lidt dybere bag argumenterne og overskrifterne. Og så er det (endnu) et forsøg på at forklare mine perspektiver.
Det er lettere at sælge budskaber, som er enkle, og som vækker genklang i den frygt, der – forståeligt nok – opstår, når man hører om al den snyd, der foregår med f.eks. ChatGPT.
Lidt firkantet sagt går debatten på, om vi skal forbyde os ud af problemerne, fordi man tror, at det er den eneste løsning, hvis vi skal bevare den gode læring – eller om vi skal inddrage generativ AI og dermed arbejde med, hvordan vi stiller opgaver og skaber nye prøveformer, der tager højde for AI.
Sandheden ligger jo, som så ofte, et sted midt imellem. Men vi står stadig over for et valg – og hvilken sti vi går ned ad, vil få helt grundlæggende konsekvenser. Det, jeg frygter mest, er, at den letforståelige skræmmeretorik vinder over den balancerede og nuancerede forståelse, som kræver væsentligt mere indsigt – og længere sætninger.
Bevægelsen mod en ansvarlig inddragelse er dog tydelig – og det er vigtigt. Men selvfølgelig er der også modstand.
Jeg har taget del i debatten i nogle år nu. I skoleåret 2023/2024 var jeg en del af ekspertgruppen, som rådgav Børne- og Undervisningsministeriet om prøveformer og AI. Jeg er med i flere netværk på tværs af uddannelsesinstitutioner og har for nylig deltaget i – og lyttet til – adskillige debatter på Folkemødet om netop dette emne.
Og nu hvor jeg er i gang med mit AI-CV: I dette skoleår har jeg optrådt på omkring 60 skoler og konferencer med emnet AI i skolen. Jeg samarbejder med flere kommuner om udrulningen af AI i skolerne. Næste skoleår bliver mindst lige så travlt.
Som sagt er det store billede lige nu, er at de fleste organisationer, foreninger og institutioner trækker i samme retning. Jeg har haft gode samtaler om emnet med folk fra Danske Skoleelever, Danmarks Lærerforening, Gymnasieskolernes Lærerforening, Skolelederforeningen og KL - og uden at jeg skal skyde dem konkrete holdninger i skoene, arbejder vi alle mere eller mindre i samme retning. Ansvarlig inddragelse og ændrede prøveformer.
Det er en vigtig debat, netop fordi konsekvenserne af et firkantet forbud potentielt er alvorlige. Derfor gør jeg mig umage med at forklare mig grundigt.
Hvis vi tror, vi kan forbyde os ud af problemerne, risikerer vi at bryde med grundlæggende danske skoleprincipper.
Lærer-elev-relationerne vil blive præget af mistillid. Tillid er en central del af den danske skoletradition, og den er allerede udfordret af den snydedagsorden, vi står i nu – og som et forbud kun vil forstærke.
Hvis AI helt forbydes, vil eleverne ikke opleve undervisningen som relevant og autentisk i sine arbejdsformer.
Hvis ikke skolen giver alle elever de nødvendige kompetencer til at bruge AI kritisk og konstruktivt, vil det øge uligheden i samfundet. De mest ressourcestærke skal nok lære at bruge AI – men hvad med resten?
Skolen må ikke undslå sig opgaven med at forberede de unge til et liv efter skolen. Vi er en uddannelsessektor og i et samfund, som netop nu ændres markant med AI. Det skal vi kunne forholde os kritisk til.
Hvordan inddrager vi AI i skolen?
Det næste store spørgsmål er jo så, om det overhovedet kan lade sig gøre at inddrage kunstig intelligens i undervisningen på en god, konstruktiv og kritisk måde. Det korte svar er: ja – nogle gange.
Der er jo også situationer, hvor vi ikke skal bruge AI. Hvor vores egne hjerner skal klare opgaven. Men der vil være mange undervisningssituationer, hvor det godt kan lade sig gøre at gennemføre god undervisning med generativ AI – hvor det ikke handler om snyd, og hvor læreprocesserne ikke springes over. Det kræver, at vi indretter både undervisningen og prøveformerne efter de nye vilkår.
Faktisk mener jeg, at det kan vise sig at føre til bedre undervisning.
Alle ovenstående punkter er noget, den igangværende fagfornyelse kan være med til at understøtte. Men helt centralt er det, at prøveformerne også indrettes derefter – for det er i sidste ende prøveformerne, der styrer undervisningen i de ældste klasser.
Men selvom hverken prøverne eller fagenes formål endnu er tilpasset ovenstående, kan vi godt gå i gang – og det er faktisk afgørende, at vi gør det nu. Alle de negative konsekvenser ved at lade være buldrer derudad.
Der er jo også situationer, hvor vi ikke skal bruge AI. Hvor vores egne hjerner skal klare opgaven. Men der vil være mange undervisningssituationer, hvor det godt kan lade sig gøre at gennemføre god undervisning med generativ AI – hvor det ikke handler om snyd, og hvor læreprocesserne ikke springes over. Det kræver, at vi indretter både undervisningen og prøveformerne efter de nye vilkår.
Faktisk mener jeg, at det kan vise sig at føre til bedre undervisning.
- Mere fokus på processerne og mindre på præstationen i sig selv
- Mere mundtlighed i evalueringer og prøver
- Mere kreativitet og praksisfaglighed, hvor processerne også er centrale – f.eks. via projektarbejde og scenariedidaktiske tilgange
- Nedsat hastighed – vi skal jo nå at lære noget. At arbejde med processer og mundtlighed er krævende og tager tid. Det skal vi indrette os på
- Teknologisk forståelse – vi skal kunne forholde os kritisk og myndigt til kunstig intelligens, så vi bruger teknologien dér, hvor det giver mening
Alle ovenstående punkter er noget, den igangværende fagfornyelse kan være med til at understøtte. Men helt centralt er det, at prøveformerne også indrettes derefter – for det er i sidste ende prøveformerne, der styrer undervisningen i de ældste klasser.
Men selvom hverken prøverne eller fagenes formål endnu er tilpasset ovenstående, kan vi godt gå i gang – og det er faktisk afgørende, at vi gør det nu. Alle de negative konsekvenser ved at lade være buldrer derudad.
Kommentarer
Send en kommentar