Lærerens rolle i fremtidens skole
Hvordan mon lærerens rolle ser ud i fremtiden?
Generativ AI har mange potentialer i undervisningen. Ved første øjekast kan det se ud, som om AI faktisk kan overtage stort set hele undervisningen - lige fra planlægningen af årsplaner og forløb til at lave konkrete aktiviteter, øvelser og give feedback.Derudover kan det jo også se ud, som om generativ AI ved rigtig meget og kan svare på næsten alle spørgsmål. Det kan oversætte, skrive tekster, lave præsentationer og meget mere.
Det lyder jo ret meget som om, at vi lærere uden videre kan erstattes, og der er da også en udbredt bekymring blandt lærere. En følelse som af flere bliver beskrevet som en faglig sorg. (Det kan du læse meget mere om her på Viden.ai)
Den bekymring bliver meget fint understøttet af f.eks. DA (Dansk Arbejdsgiverforening) (Læs her), som har givet et bud (trukket ud af den blå luft) på, at vi kan undvære 9.000 lærere om 16 år. Om vi nu også vil spare lærere, kommer helt an på, hvordan vi ser på læring og undervisning - mere om det længere nede.
Billedet herunder viser nogle af de potentialer generativ AI har i skolen
Men, men, men - undervisning og læring er jo som bekendt langt mere end det ovenfor beskrevne.
Hvordan DA er kommet frem til 9.000 færre stillinger, ved jeg ikke - men jeg ved, at de ikke ved ret meget om, hvad god undervisning og læring er i den danske skoletradition.
For det, der er tilbage, når alle AI-potentialer er indfriet, er alt det mest centrale ved god undervisning stadig tilbage. Det er det, min næste grafik herunder viser. God læring er meget mere end tilpasset viden, produktioner og feedback. Og i en tid med mere generativ AI i undervisningen skal vi vægte fællesskabet, relationer og fysiske lege mere end nogensinde før.
Mit nøjagtige skøn er, at vi får brug for ca. 9.000 flere lærere om ca. 16 år, så vi kan sikre de mellemmenneskelige forbindelser, den kritiske tænkning, praksisfagligheden og alt det andet, vi ikke må overlade til den kunstige intelligens. Med lidt held kan vi undlade at ansætte flere lærere, fordi vi kan bruge generativ AI til dele af undervisningen, så lærerne kan bruge deres kræfter på alt det væsentlige.
Sådanne undervisningsmaterialer har helt sikkert sin plads, men må aldrig være det eneste eller centrale i undervisningen. Så udover at vi skal lave varieret undervisning uden AI, skal vi også lave undervisning med AI, som fokuserer mere på den højre side af grafikken. Her er den kunstige intelligens ikke tilpasset den enkelte, men er et redskab, som skal tøjles, forstås, didaktiseres og bruges konstruktivt. Det kræver dog undervisere, som i udpræget grad kan være der for og med eleverne. Her bruges generativ kunstig intelligens som et funktionelt læremiddel.
Kommentarer
Send en kommentar