#1 Tanker før rejsen: Mine fordomme og det "særligt danske"

 #1 Tanker før rejsen: Mine fordomme og det "særligt danske"

Mig i Terminal 3 på vej mod Boston
At komme ud og rejse sætter ofte mange ting lidt i perspektiv. Nogle gange ved at møde nye perspektiver, andre gange bare ved at tænke lidt over, hvor man kommer fra. Ofte forhåbentlig en blanding af de to.

Jeg er nu (21. juli) på vej til en konference om AI i undervisningen i Boston, hvilket allerede ved invitationen (tak til Play@heart) satte tanker i gang om, hvad jeg mon kommer med, som kunne være interessant for andre nationer - hvad er den danske vinkel inden for AI i skolen? Den tanke kan jo kun fødes af mine fordomme (og viden) om, hvad der er dominerende i andre lande.

Det, jeg generelt ser ude i den store verden, når det drejer sig om at implementere AI i undervisningen, er en lang række smarte digitale redskaber, som kan hjælpe den enkelte elev med at få tutorhjælp, feedback og tilpasset interaktivt indhold. Her kommer der et hav af kommercielle udbydere med smarte redskaber, som tilbyder både lærere og elever fantastiske læringsrejser i alle mulige udgaver. Der er mange ting, vi skal være opmærksomme på i sådan en transformation af undervisning og undervisningsmaterialer. Vi skal naturligvis, som altid, være kritiske. Der bobler et hav af AI-redskaber frem, og hver gang skal vi være opmærksomme på både datastrømme og læringsprocesser. Det kan være svært at gennemskue, om et redskab er GDPR-sikkert - ikke mindst for den almindelige underviser. Her må der eksperter på banen. Om det er godt ind i de læringsprocesser, vi ønsker at skabe, skal vi alle være med til at vurdere. Der kommer helt sikkert mange gode - og mange mindre gode. Jeg har været med til at teste flere AI-tutorer, som elever kan bruge til sparring og feedback, og generelt synes jeg, der er mange lovende takter. Men den slags redskaber har også en forventning om, at der sidder læringsparate elever, som er motiverede til at indgå i en dialog med en chatbot om et fagligt emne. Det er min fornemmelse, at den store diskurs i det store udland, går meget på de mange nye redskaber som er rettet mod individet, og at samtalen ikke går så dybt ind i didaktikken og pædagogikken. 

Jeg tror, der vil komme mange gode digitale redskaber, som vil gøre en positiv forskel, men min pointe i dette indlæg er, at mange af den slags redskaber har fokus på individet. De tilpasser indhold til den enkelte elev, og eleven indgår i dialog med redskaberne. Det skal altid være delelementer til den gode, levende undervisning i fællesskaber.

Jeg tror på, at den danske grundtvigianske skoletradition skal og kan modstå denne udvikling - og samtidig inddrage nye teknologier på en balanceret og velovervejet måde. Derudover skal vi bruge generativ AI (som f.eks. SkoleGPT) som del af den levende undervisning i fællesskaberne. Vi skal sammen og i samtaler kritisk forholde os til både input og output, når vi f.eks. finder på nye idéer med SkoleGPT. Vi skal stædigt holde fast i, at skolens brede dannelsesopgave er meget mere end individuelt tilpassede undervisningsforløb ved computeren. Vi skal holde fast på vores skoletradition, men vi skal også genbesøge didaktikken, for meget af det, vi gør nu - og har gjort længe - giver ikke mening i en verden med generativ AI lige ved hånden. Og som jeg vil komme mere ind på i et andet indlæg, tror jeg, at det er vores mulighed for at skabe en bedre og mere meningsfuld undervisning, fordi vi nu bliver nødt til at afskaffe nogle mindre gode prøveformer. I hvert fald hvis vi har modet til at erstatte dem med nogle mere nuancerede, som fordrer bedre undervisning.

Det var ja-hatten... men jeg kan også være bekymret. Som den anden model har i opslaget viser, kræver den gode undervisning tid, ressourcer og dygtige undervisere. Den kan være svær at vurdere ud fra standardiserede prøver og tests - og alt det koster penge. Og der ligger min bekymring.

Mon de har tænkt over det i USA? Det glæder jeg mig til at finde ud af.




Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Forældreinfo når skolen inddrager AI

Følg med på AI-fronten

AI-redskaber - mine anbefalinger